I december blev det klart demonstreret at elmarkedet er et volatilt marked. Således havde Jylland negative priser, mens Sjælland havde rekordpriser. Spotpriserne lå ellers generelt lidt højere i december på DK1 set i forhold til november. Stigningen skyldtes hovedsagligt lave mængder nedbør og hård frost i Skandinavien, hvilket har øget forbruget af elektricitet markant. Hertil kommer kapacitetsreduktioner på flere svenske atomkraftværker i begyndelsen af december. Omvendt har høj omend vekslende vindkraftbaseret elproduktion, juledagenes lave elforbrug i industrien samt reduktioner på kabelforbindelsen mellem Jylland og Sverige hjulpet med til at holde spotpriserne nede.
Fremover forventes det, at indfasningen af en del af de svenske atomkraftværker i december til dels vil modvirke det kolde vejr, som Skandinavien fortsat ser ud til at blive præget af den kommende periode. Markedskoblingen med Tyskland betyder, at peak-timerne fremover forventes at indtage et lidt højere niveau, mens off-peak-timerne forventes at ligge lidt lavere. Yderligere vil idriftsættelsen af havvindmølleparken Horns Rev 2 skabe forhøjet prisvolatilitet.
| December 2009 |
ca. 27,59 |
| November 2009 |
ca. 27,03 |
| Oktober 2009 |
ca. 26,59 |
| September 2009 |
ca. 25,51 |
| August 2009 |
ca. 27,51 |
| Juli 2009 |
ca. 25,34 |
| Juni 2009 |
ca. 26,61 |
| Maj 2009 |
ca. 24,40 |
| April 2009 |
ca. 26,01 |
| Marts 2009 |
ca. 25,93 |
| Februar 2009 |
ca. 29,04 |
| Januar 2009 |
ca. 31,63 |
| December 2008 |
ca. 34,42 |
| November 2008 |
ca. 38,50 |
Den gennemsnitlige spotpris er beregnet på basis af et ens kWh-forbrug i alle timer i perioden. I normalsituationer er spotprisen væsentlig højere på hverdage mellem 8.00-20.00 end i nattetimer og weekender. Således lå den gennemsnitlige spotpris for timerne 8.00-20.00 på hverdage i december på 33,68 øre/kWh.
De store udsving i efteråret 2009, hvor hver måneds tendens blev afløst af en modsatrettet tendens, endte med en stigende tendens i december efter november måneds fald. Stigningen skyldtes forskellige faktorer. Således blev de første uger delvist præget af klimatopmødets skiftende signaler omkring en aftale. Derefter spillede de svigtende nedbørsmængder samt ekstrem kolde vejrprognoser en vigtig rolle i den sidste halvdel af december måneds prisudvikling.
Grundlæggende har markedets fokus og reaktion været nervøs på enkelt øjebliks faktorer og derefter skiftet kurs i samme øjeblik, som en faktor har udspillet sin rolle. Hertil kan tekniske sammenfald sende markedet ud i ekstremer i korte perioder. Denne situation ser også ud til at være fremherskende fremover. Ved fortsat kolde og svigtende nedbørsmængder forventes markedet at fortsætte opad. Omvendt kan mere milde vejrprognoser igen sende markedet ned omkring 280 DKK/MW.
