Er man storforbruger af el, kan det netop nu betale sig at indgå en fastprisaftale
Hvis vinteren for alvor sætter ind i morgen. Hvis der for alvor kommer gang i produktionshjulene. Hvis prisen for olie og kul stiger. Hvis og hvis og hvis…. Elprisen er vanskelig at spå om, men signalerne lige her og nu taler et entydigt sprog: Tiden er gunstig i forhold til at indgå prisaftaler, der løber flere år ud i fremtiden.
Med en fastprisaftale garanteres man en fast pris i en given periode, og det er især attraktivt for de virksomheder, der bruger meget el. Men hvornår skal virksomhederne så slå til elprisen?
- Elprisen er jo noget ustyrlig, fordi den påvirkes af en lang række forudsætninger, der pludselig kan vende. Sætter en kold vinter ind i overmorgen og viser vejrudsigten, at den fortsætter, så vil det præge elprisen i opadgående retning, forklarer fagansvarlig John Griem fra EnergiMidt.
John Griem tilføjer, at skulle vinteren sætte ind midt i januar, så er der på grund af årstiden grænser for, hvor lang vinteren bliver – og dermed hvor følsom prisen er. Han henviser til sidste vinter, der begyndte tidligt og længe holdt både store og små elforbrugere i sit jerngreb.
- Lige nu er prisen god set med forbrugernes øjne, så har man endnu ikke indgået en elaftale for de næste år, så kan der være god mening i at gøre det nu, siger John Griem og råder de, der venter og spekulerer i, om prisen falder yderligere, til at følge udviklingen nøje, så de ikke risikerer at forspilde chancen for at få en god elaftale i hus.