EnergiMidt skruer op for tilskud

Sidste år uddelte det midtjyske energiselskab over 13 millioner kroner i tilskud til danskernes energioptimerende boligprojekter. Nu hæver EnergiMidt satsen til 30 øre per kWh, så danskerne kan få endnu mere i tilskud og komme i gang med de energirigtige projekter.

Tilskudsordning er en populær hjælpende hånd
Sidste år var ordningen så populær, at det midtjyske energiselskab udbetalte 13.640.000 kroner til projekter hos renoveringslystne danskere rundt omkring i landet. Nu skruer selskabet satsen op fra 28 øre per kWh til 30 øre per kWh:

– Vores tilskudsordning bliver benyttet af mange danskere og giver en hjælpende hånd til at gøre boligen energimæssigt forsvarlig. Det kan være en dyr fornøjelse, men vil man eksempelvis lave en 100m2 hulmursisolering, får man med den nye sats et tilskud på 2.340 kroner mod 2.184 kroner ved den hidtidige sats på 28 øre, fortæller boligrådgiver hos EnergiMidt, Susanne Fløjgaard.

Udnyt tilskud og fradrag til netop dit projekt
Tilskudsordningen, der er en af de første af sin slags, kan søges hele tiden og af forbrugere fra hele landet, men er man smart, kommer man i gang med sit projekt inden årsskiftet, hvor regeringens håndværkerfradrag hører op.

Energirenovering giver rigtig god mening. Udskiftning af vinduer, hulmursisoleringer og andre renoveringer kan gøre underværker for energiforbruget i boligen – og samtidig er tilskuddene med til at tydeliggøre, hvor nemt det faktisk er at give boligen et løft. Det er bare med at komme i gang.  

Fakta:

  • EnergiMidts nye sats gælder fra 1. september 2014
  • EnergiMidts tilskudsordning kan benyttes af alle – også af forbrugere uden for EnergiMidts forsyningsområde
  • Det er vigtigt, at du søger tilskud, INDEN du bestiller materialer/håndværker

Yderligere information:

Susanne Fløjgaard, boligrådgiver hos EnergiMidt, tlf.: 7658 1171


Menu
Privat
Erhverv
Top