Fem lokale ildsjæle fik fortjente skulderklap og 10.000 kr.

For 10. gang har EnergiMidt kåret fem lokale ildsjæle, som gennem deres store frivillige arbejde har gjort så stort indtryk på andre, at de er blevet indstillet til årets ildsjæl hos EnergiMidt. Foruden den ærefulde titel ”Årets Ildsjæl 2016” blev de hver især begavet med en check på 10.000 kr.

Ved en prisoverrækkelse i Silkeborg har næstformand i bestyrelsen Jens Jørn Justesen uddelt priserne til de fem lokale ildsjæle. Fælles for alle prismodtagerne er, at de har ydet noget ekstraordinært; en indsats, som har gjort stort indtryk på mange rundt omkring i det lokalområde, hvor de har deres daglige virke.

Vinderne af de fem priser som ”Årets Ildsjæl 2016” blev:

  • Anny Leth – Gymnastikinstruktør og frivillig leder i Balling Volling Ungdoms- og Idrætsforening
  • Ole Christensen – Arrangerer ture, koncerter og fritidsaktiviteter i Vestbirk
  • Mette Hammershøj – Har stået i spidsen for redning af forsamlingshuset i Øster Velling
  • Karsten René Christensen – Formand og cheftræner i Løsning bokseklub
  • Flemming Frøsig Christensen – formand for haludvalget og drivkraft i udviklingen af Gjessø

Det lokale engagement betyder noget

Ved prisoverrækkelserne blev baggrunden for at gennemføre et initiativ som Årets Ildsjæl da også uddybet. Som andelsselskab er EnergiMidt ejet af kunderne, og det lokale energiselskab ser det som en naturlig opgave at være med til at motivere og holde gang i den lokale udvikling:

– Det er jo fortsat sådan, at det lokale sports-, forenings- og kulturliv er afhængig af, at der er lokale ildsjæle, som på trods af travlhed i hverdagen altid er klar til at give en hånd med efter fyraften, i weekender og i ferier. Nogle af disse ildsjæle vil vi gerne give et velfortjent skulderklap og sige ”godt gået!”

Vi håber naturligvis også, at vi med ildsjæleprisen kan være med til at skabe ekstra opmærksomhed om den store betydning de lokale ildsjæle har. Samtidig håber vi, at priserne kan være med til at inspirere andre til at involvere sig og gøre en ekstra indsats i det lokale arbejde, fortalte Jens Jørn Justesen ved prisoverrækkelsen.

Mange ildsjæle i det midtjyske

Dommerkomiteen fra EnergiMidt har med flere end 100 indstillinger i år været på ekstra hårdt arbejde med at vurdere de mange kandidater som klubkammerater, medarbejdere, familie, naboer og andre har indstillet til prisen.

De mange indstillinger understreger, at der er mange frivillige ildsjæle i det midtjyske, og at der er tilsvarende mange, som sætter pris på deres store indsats. Og under uddelingen blev det fremhævet, at netop antallet af indstillinger gør prisen særdeles ærefuld – en vinderindstilling skal stikke lidt ekstra ud fra mængden af kandidater.

EnergiMidt stiftede prisen som ”Årets Ildsjæl” tilbage i 2007 for at skabe opmærksomhed og påskønnelse overfor alle de mange personer i det midtjyske, som yder en stor frivillig indsats – og som med deres engagement og virkelyst er med til at holde liv i lokalområderne.

Menu
Privat
Erhverv
Top